Filosoferen over en grundtese – Verdens absurditet

Verden er ikke absurd, men det var meningen den skulle have været det, ved præ-struktureringen.

Jo mere jeg tænker over dette udsagn, jo mere sandt forekommer det mig at være. Her sidder jeg, kiggende ud af vinduet, betragtende verden og indseende, at her findes en afgjort ikke-absurditet.

Man kan mærke det. Det er næsten som om universet sitrer, skælver, på grund af den manglende kerne af absurditet, der burde have været til. Den manglende skrue, tårnets sidste mursten.
Men nej, verden er ikke absurd. Der er forklaringer på alt. Årsagssammenhænge der strækker sig ind og ud af præ-strukturen, fra den lolistiske Spaßgeist tågede dybder, til den materielle post-verden der tegner sig for vores bedrageriske hjerners åsyn.

Måske kunne verden have været absurd. Det var jo, selvsagt, meningen at den skulle det. Spørgsmålet er således hvorfor den ikke blev det. Spaßgeisten muligvis. Eller værre endnu, denne radikale tanke der springer fra præ-strukturen ind i mit falske sind; Spaßgeisten er også under indflydelse af radiusattituderne, og vi er under indflydelse af den attitude den udsender?

Hvis dette var sådan, er verdens materialitet så gennemsyret af denne ånds attitude, således at en dybere sammenhæng eksisterer på en uerkendelig måde, der gør at alting bliver (med det eneste passende udtryk) SKEWERED?!
Universets skævvridning, som resultat af absurditetens konstante tøven. Dens ufrivillige tøven, der holder den hen i præ-strukturens metaforiske kæder. Som et barn der aldrig blev født, og heller aldrig skulle have været det, men hvor man mærker det mangler i ens arme.

Re: Logikkens afgrund

Først og fremmest er jeg enig med dit indlæg. Vi er efterhånden også stærkt ramt af radiusattituderne. Logik hører bedst hjemme i matematikken, hvor den giver mening at bruge, da man har opfundet konkret betydende tegn, som i deres definition giver mening at benytte som sande eller falske i forbindelse med hinanden. Så snart at man prøve at slutte logisk om et empirisk udsagn, da er man allerede tabt af sprogets natur og nu, ud fra dit indlæg, burde man heller ikke prøve.

Jeg syntes det mest interessante i oplægget var delen om universel logik. For min forståelse af logik er som et biologisk biprodukt.Det er i bund og grund spøjst, at naturvidenskaben peger mod en næsten platonisk idé som grundlag for dens tankeudbredelse. Du skriver at det er arrogant at bruge logikken til at gennemskue omverdenen mht. at koble hjernen op på en universel logik, som ligesom tænker det hele for os. Det er jeg stort set enig i. Men det jeg vil tale om her et logik som grobund for rationalet.

Antag at du skal bestemme næste sted Danmark skal bombe is med en F16. Du får to mål: En våbenlager eller en øde vej. Jeg tror du ville vælge våbenlageret. Hvorfor? Fordi det giver bedst mening at bruge bomben på at ødelægge deres styrke mest muligt. Men dette bygger jo på et rationale af en masse logiske sammenslutninger om, som siger, at IS har brug for deres våben til at dræbe os og så videre.

Her begynder jeg mig at fælde mig selv: Hvor går grænsen mellem logik, fornuft og rationale? Jeg fortsætter med viden om at jeg måske prøve at forsvare logik men ender med at forsvare rationale/fornuft.

Tilbage til logik som biologisk biprodukt med ovenstående bombebeslutning i mente. Mennesket er uden tvivl et biologisk væsen, som er skarp tilpasset sig de fysiske forudsætninger i verden. Vi lever i en eller anden form for fysisk virkelighed, som vores hjerner dubber over. Er det arrogant at forestille sig, at logikken er en utrolig simpel biologisk tankemåde, som læner sig op ad biologiens registrering af den fysiske virkelighed? Er logikken, på trods af at den er utrolig dårligt formuleret som stort tankesystem, ikke en bevægelse mod vores registrering af denne fysiske virkelighed? 2 appelsiner. Blåt hav. Skubber den derhen og sker dette. Knogle gør ondt på mig. Gør ondt på andre? 2 fisk mætter mere end 1 fisk og så videre.

Så hvis man antager logikken som værende en slags fysisk forståelse af den pre-refleksive livsverden smittet af i sproget. Kan man så overhovedet slippe uden om den? Kunne man tage valget om IS-bombningen uden logik? Og kan arrogancen ved logikken ikke forsvares ved det fælles biologiske element?

Jeg syntes dette åbner noget jeg spekulerer meget på: Forholdet mellem subjektiviteten og den fysiske virkelig, biologien som mediator og sproget som fucker det hele op. Men Oliver jeg elsker virkelig din ting med at fastholde at subjektiviteten er det vigtige for mennesket (etik). Jeg husker dengang du sagde at computere ikke tænker. Det med at være varsom med at pådutte menneskelige ting nedover ting, som ikke kan blandes med det. Som f.eks. etik og logik. Det interessante vil aldrig være logikken. Det er forladt for subjektivitet. Ligesom computeren.

Logikkens afgrund

Jeg tænker somme tider på logik. Spekulerer på hvad det er. Hvad logik som koncept skal betyde. Hvor det kan og ikke kan anvendes. Hvor det kommer fra.

Er logik i virkeligheden bare et fancy ord for årsagssammenhæng? I hvilke sammen hænge bruger man ellers logik? Er det grundlæggende koncept ikke bare ‘Fordi A eksisterer, er det kun logisk at B må være til’?
Eksempelvis; hvis der er honning må der også være bier.

Jeg er i oprigtig tvivl om hvad logik er, andet end det.

Her må jeg erklærer mig enig med Hume, når han siger at de årsagssammenhænge vi ser, kun er produkter af vores forestillinger om hvordan ting hænger sammen, baseret på de vaner vi har. Altså; ‘alle tidligere gange jeg har set honning. er det blevet produceret af bier, derfor må denne specifikke honning ligeledes være det. Alt andet er umuligt.’ Kunne man sige.

Der er skrevet bøger i flere århundreder om hvorfor det ikke er tilfældet at A nødvendigvis må føre til B. For at komme med et banalt eksempel, er det ikke usandsynligt at syntetisk honning kunne blive produceret, således at bier ikke var involveret.

Men er dette logik? Den logik jeg taler om her, er jo kun den der ses ud fra et individs synspunkt. Det vil sige, en person tvinger sin egen logik ned over verden.
Her ville logikere måske være uenig med mig, og påstå at logik er en ting der eksisterer uafhængigt af vores opfattelse af den, og sandsynligvis lukke et eller andet bavl ud om at ‘verden ville også fungere logisk, helt ned i sine grundlæggende bestanddele, hvis ikke mennesker var der til at observere den’.

Ja ok, fair nok, det kan sgu da godt være at verden ville eksisterer og operere på én eller anden måde, selv hvis mennesker ikke eksisterede. Men det er ikke det vi skal tale om. Vi skal tale om den arrogance der (selvfølgelig antaget totalt på deres præmisser at logikken er der i forvejen) ligger i at forestille sig at man som menneske kan gennemskue og forstå denne såkaldte ‘universelle logik’ kun baseret på de utilstrækkelige observationer man gør sig af sin omverden. I sidste ende er vi fanget med vores egne idéer om hvordan og hvorledes.

Dette er et af de mest åbenlyse problemer med logik. Der er ingen der ved hvad det er, eller hvordan det adskiller sig fra individuelle forestillinger om årsagssammenhænge.

Dette gør det især spøjst at læse science-fiction bøger, eller se film, hvori det om en robot påstås at den handler ‘totalt logisk’. Den må lige meget hvad handle subjektivt, da den er blevet designet af et individ, og da dette individ har bestemt hvad logik er for denne robot. Det er blot ikke robottens egen subjektivitet den handler på, men dens skabers. Et sidespring.

Næste store problem med logik opstår når man så prøver at bygge systemer op omkring det. Som allerede vist, er logik som koncept i bedste tilfælde fejlfuldt. Men lad os nu, idealistisk og nærmest idiotisk, antage at logik som et koncept eksisterede. Det vil sige, at man baserede på nogle observationer kunne lave nøgterne, følelsesfrie og objektive vurderinger af en situation, samt hvilke fremgangsmåder der var de bedst mulige. Her kommer logikkens ultimative downfall. Det er nemlig ikke i noget som helst ordentligt menneskes interesse at have noget som helst samfund, nogen som helst ideologi, eller nogen som helst handlingsplan baseret udelukkende på logik.

Logik kan, for eksempel, på ingen måde finde et problem i dyremishandling.
Hvad er det såkaldt logiske argument mod dyremishandling?
Lige meget hvad, vil logikken være baseret på et tomrum af ikke-logik.
For eksempel kunne man sige ‘Det er dårligt når dyr lider, derfor er det kun logisk at dyremishandling er en skidt ting’. En sådan dom må nødvendigvis være baseret på denne ikke-logisk funderede påstand at det er uønskeligt at dyr lider. På ingen måde kan dette 100% logisk argumenteres for. Når man dykker dybere og dybere ned i systemet, vil der lige meget hvad være et element der har en ikke-logisk kerne.
Jeg udfordrer hvem som helst til at fremlægge for mig en etik baseret udelukkende på logik, hvori mennesker og dyr skal behandles respektfuldt og med minimal last.

De eneste udgaver af en sådan etik jeg kan finde på, er langt ude science-fiction scenarier hvor alverdens antagelser er på spil.

Derfor påstår jeg, at enhver ønskelig, menneskelig tankegang, må være baseret på ikke-logik. Fuldt og fast på god gammeldags menneskelig ikke-logik. Den slags man ser hos Rabelais, næsten, hvor det han kalder logik og fornuft, er totalt gennemsyret af subjektive domme og forestillinger.

Her den anden dag blev jeg eksempelvis dybt chokeret, da en meget populær kommentar på en Youtube-video, totalt uden omsvøb, argumenterede for at det eneste logiske var at genindføre en racerenhedsdoktrin. Det værste af det hele var, at denne kommentar fandtes på en video der fordømte lige netop eugenik.

Så det jeg siger er; UD med logikken i diskussionen om etik! Etik er en ting for sig, måske det sværeste filosofiske spørgsmål overhovedet. Til dags dato er jeg endnu ikke stødt på et etisk system der ikke havde en eller anden overvejende ulempe. Dette kan måske ses som et tegn på, at etik ikke egner sig til systemtænkning. Præcis som logik ikke gør det.

Psykisk tilstedeværelse

De gamle kristne mente, at kroppen var sjælens tempel. Men hvad er sjælen for en størrelse? Psykologi betyder læren om psyken. Her stopper de fleste. Men hvad fanden betyder psyke? Det er det græske ord for sjæl.

Den moderne definition på psyken er totaliteten af sindet, bevidstheden og det ubevidste. Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg i det seneste par måneder mærkbart har ændret mig. Sjælen som fylder mit tempel af en krop har ændret sig. Min krop har fået en anden klang. Verden en anden indvirkning. Naturen ser anderledes ud. Jeg mærker og tænker anderledes.

Neurovidenskaben bruger ordet plasticitet, for at beskrive at hjernen er plastisk, og dermed ændrer sig efter omgivelserne. Det er velkendt at psyken ikke er en statisk, stabil størrelse.

Men hvis man bevæger sig væk fra at bruge noller kategoriseringer som ovenstående totalitet, kognitive skemaer og whatever, så står man tilbage med en masse stort set overladt til en selv.

R. A. Wilson differentierede mellem hardware og software (hvilket minder meget om den gamle sjæl og legeme dualisme), da sagde han kløgtigt, at software har den egenskab, at det eksisterer over det hele. Der er en mangfoldighed af teorier og begreber som arbejder med dette skel: Verden og jeg. Nogle nedbryder jeget. Andre nedbryder verden. Nogle introducerer begreber som objekt-relation til at bryde dikotomien. Andre antyder praksis som bindende af begge poler. Kun en ting er sikkert: Der er en interaktion mellem to størrelser.

Det man ikke får fortalt er, at ændringen føles somatisk. Mister en person et ben, ændres personligheden enten ved traumatisk oplevelse eller ved viden om, at man er krøpling. Men det går også den anden vej rundt. Får man idéen i hovedet om at man er syg, da medfører det enorme psykiske fokus også en kropslig bevidsthed, som gør en syg. Den lille, midlertidige smerte i nosserne er ikke længere noget man rynker på næsen af. Det bliver et symptom på noget større. Tænk at jeg skulle mærke dette for endelig at forstå, sådan affektivt, at f.eks. angst og stress symptomer udspiller sig på et kropsligt plan. Det er rent Saussure. Men det her underlige skel: Kroppen er – rent fysisk – i min disposition. Psyken flyver over det hele. Kroppen afhænger af psyken. Nu bliver det åbenlyst: Kroppen er også delvist software.

Jeg har tænkt meget over disse størelser og deres afstand til hinanden, og jeg finder rent faktisk Lacans til at være den mest passende: Lacans lille anden og store anden. Den little anden er subjektets refleksion. Den store anden er en abstrakt og symbolsk størrelse, som ikke kan absorberes ved identifikation. Herimellem er der nogle dialektisk systemer som jeg ikke forstår, som åbenbart udspiller sig symptomatisk. Men spørgsmålet er her: Er kroppen så tom?

Biologen vil sige, at kroppen aktivt sender fysiske signaler som eksisterer i højere grad end ikke. Mål selv med et voltmeter. Yogien vil erkende en større følsomhed overfor verden somatisk. Wittgenstein ville nok sige ovenstående spørgsmål er latterligt og slet ingen mening giver. Jeg ved heller ikke hvad jeg prøver at sige nu, men jeg har også sagt det vigtigste.

Det som idioter kalder internalisering af kropsdiskurser. Den psykiske følelses af kropslig tilstedeværelse er ikke dit eget tempel. Kroppen er ikke kun din.