Om at sige man vil dø

Der er en åbenlys tolkning, og en marginalt mindre åbenlys tolkning af udsagnet ‘jeg vil gerne dø, jeg har ikke lyst til at leve’.
Først og fremmest må nævnes, at dette indrømmet er to udtryk i ét, men mere om dette senere.

Den åbenlyse tolkning er selvsagt, at personen ikke længere har lyst til at deltage i livet. Der er ikke meget mere at sige om denne (endnu).

Den kun lidt mindre åbenlyse (der dog ofte fremstilles som banebrydende) er mere eller mindre den førstes modsætning; personen vil ikke rent faktisk dø, de vil bare fralægge sig det ansvar der følger med at leve. De forsøger, gennem sproget, at facilitere en uansvarliggørelse, og således blive en slags udøde, der nyder dødes problemfri tilværelse, mens de samtidig bevarer den (umiddelbart mest åbenlyse) fordel der er ved livet; at man ikke er død. Med dette ment at man stadig kan føle, opleve og gøre ting. Kort sagt, at man er, imodsætning til at befinde sig i en uophævelig tilstand af ikke-væren*.

Shakespeare formulerer godt den problemfri og fredfyldte tilværelse (hvis man da kan kalde det det) man kunne forvente at få ud af døden;

Fear no more the heat o’ the sun,

Nor the furious winter’s rages;

Thou thy worldly task hast done,

Home art gone, and ta’en thy wages:

Golden lads and girls all must,

As chimney-sweepers, come to dust.

Fear no more the frown o’ the great;

Thou art past the tyrant’s stroke;

Care no more to clothe and eat;

To thee the reed is as the oak:

The scepter, learning, physic, must

All follow this, and come to dust.

Fear no more the lightning flash,

Nor the all-dreaded thunder stone;

Fear not slander, censure rash;

Thou hast finished joy and moan:

All lovers young, all lovers must

Consign to thee, and come to dust.

No exorciser harm thee!

Nor no witchcraft charm thee!

Ghost unlaid forbear thee!

Nothing ill come near thee!

Quiet consummation have;

And renownèd be thy grave!

Man ville korrekt nok være fri for alle de misfornøjelige ting man skal leve igennem, om det så er andres magtmisbrug og hånende ord, eller naturens og elementernes rasen. Selvsagt har Shakespeare ikke skrevet denne sang (fra Cymbeline) for at glorificere døden, men mere som en form for stille trøst til den døende/døde.

Dette fører mig videre til den næste væsentlige pointe, hvortil jeg først må stille et spørgsmål;

Hvordan endte det med at den mest åbenlyse tolkning blev den mindst åbenlyse?

Altså, hvordan blev den totalt logiske 1=1 (han siger én ting, og mener den samme ting) til at individet i virkeligheden var en svindler og hedonistisk livslyder og dovenkrop?

Måske fordi, at det for den gennemsnitlige person forekommer fuldkomment usandsynligt, at man ikke skulle ville klamre sig til livet, indtil aller sidst tænkelige sekund.

Det er nemlig det dette indlæg i virkeligheden handler om; hvorfor er der en så enorm (næsten pervers og neurotisk) insisteren på livet?

Evolutionspsykologer ville nok sige det var indlysende. Forklaringen ville gå på noget med, at det er bedst for artens overlevelse, hvis individerne ikke har lyst til at dø. Hvis de dør kan de ikke udføre de opgaver der bringer deres genmateriale videre til de næste generationer.

Et afsindigt banalt svar, mest af alt fordi det slet ikke svarer på noget. ‘Man vil gerne have sit arvemateriale udspredt’ – ok, og hvorfor så det?

Det giver mening at dyr vil, klart, men mennesker er modsat dyrene udstyret med en tænkende og (til tider) rationel psyke. Et menneske har evnen til at ville og synes ting, der ikke nødvendigvis er defineret af, hvad en hulemand for 26.000 år siden blev designet til i de frosne ødemarker.

I evolutionspsykologens perspektiv, vil den eneste forklaring på en persons dødsønske, være en eller anden form for psykologisk brist. En afvigelse, en fejl, en genetisk eller biologisk fiasko.
De ville sige, at dødslysten var en perversion. Det er her jeg vil argumentere for, at den absurde frygt for døden, derimod er den virkelige perversion.

I sin fremstilling af Freuds idé om dødsdriften, skriver Judy Gammelgaard at der er noget der “trækker os tilbage i en ikke-væren og bort fra den lange omvej, som livet og Eros har ført os ad”.

Med udgangspunkt i dette vil jeg gå lidt videre, og påstå at det er noget i den nervøse vestlige tankegang der får døden til at virke absurd, uforståelig, skræmmende og ondsindet.
Jeg overvejede at sige at kapitalismen havde en finger med i spillet (hvad den ofte har), men huskede da, at frygten for døden er langt ældre end noget moderne kapitalistisk system.

Dette skal ikke være en udlægning af forskellige kulturers tilgang til døden gennem historien, i stedet vil jeg fokusere på den verden jeg erfarer omkring mig netop nu, i Danmark i det 21ende århundrede.

Frygten for døden er jo sådan set forståelig nok. Efter man forlader dette liv, kan man ikke længere foretage sig noget. Alt det man tidligere kunne lide, vil man ikke længere kunne nyde, eller overhovedet være i stand til at kunne lide. Faktisk vil man ikke være i stand til noget.

Fint, og hvad skulle der så være galt med det? Fordi frygten synes jo ikke kun at komme fra en selv, men fra alle andre mennesker.
Siger en person at de gerne vil dø, er der straks mennesker der samler sig omkring dem, og insisterer på at livet nok skal blive bedre på et senere tidspunkt. At alt smerten og mørket bare er en flygtig ting, der vil passere med tiden.

Det er næsten som om der ligger noget i samfundets fælles underbevidsthed, der kræver at man lever videre. Kræver at man opfylder sin pligt som borger og menneske. At dø betegnes ofte som at give op, at tabe kampen. Hvorfor denne nederlagstanke? Hvorfor ikke se det som man tidligere har gjort, at man endelig (efter veludført arbejde vel at mærke) var færdig med sit jordiske slid, og nu var på vej videre?

Problemet med denne tankegang er, at man rent faktisk ikke omfavner døden. I stedet opdrømmer man først en fantasiverden der ligger efter livet, og tildeler denne alle livets egenskaber. Man ender med at prædike den absurde sætning ‘Vær ikke bange for at livet slutter, for efter livet, er der livet’.

Det er jo i virkeligheden at sælge en løgn, for man har jo reelt ingen idé om hvad der ligger efter livet.

Men antag nu at der ikke er noget. Ville det så ikke være langt bedre at høre sætningen ‘Efter livet kommer ingenting, Gud ske lov for det!”

Af de to sætninger, er det i virkeligheden den første der mest af alt kan udsættes for den kritik jeg nævnte i starten af indlægget. Nemlig den, at man vil leve et liv uden livets problemer. Det er vel i virkeligheden denne tilstand Shakespeare beskriver, men kigger man på ordene kunne det lige så vel være den anden.
For hvad er i virkeligheden forskellen på at sige;
‘Livet er slut, en fortræffelig nyhed’ og ‘Fear no more the heat o’ the sun’?

Shakespeare har selvfølgelig fat i den lange ende, som han næsten altid har.

Er det ikke utroligt befriende, at man på et tidspunkt skal slippe for livet?

På hvilken måde, har man formået at få dem der accepterede døden til at være de perverse, mens de der som grådige børn klamrer sig til livet er de sunde og raske?

Måske bliver man, hvis man er en livstilklamrer, frastødt af tanken om at der er nogen der ikke deltager i galskaben lige så meget som man selv gør. Det kan være at den andens rolige tilgang til ikke-eksistensen, truer med at opløse ens (i sidste ende) selvmodsigende antagelser om livet og døden. I så fald er det meget lettere at afskrive deres holdninger som ‘åndsvage’ en rent faktisk at tage sig af dem, og tænke dem igennem.

Man kan næsten sige, at døden ligger i os fra starten, og bare venter på at vokse sig stor nok til at sluge vores hele legeme.

På samme måde kan man sige, at et individ bærer et stort potentiale i sig. Måske netop denne tankegang om potentiale, er hvad der for døden til at virke som en ultimativ lyseslukker. Tag nu eksemplet om en ung mand, der har livet foran sig, men siger ‘jeg tror ikke rigtig den her verden er noget for mig, jeg kan ikke forestille mig det bliver særligt meget bedre end det er, derfor ville det at dø være en helt i orden ting’.

Straks kan man høre råbene om alle de potentialer der ikke bliver opfyldt. Alle de ting han kunne have gjort og sagt og tænkt og følt, der aldrig bliver til noget.

I virkeligheden er det jo bare en arrogance, der tvinges ned over personen. Man mener, at man bedre end individet selv kan vurdere hvor godt deres liv bliver. Det er et kendt faktum, at alle jo er eksperter i alle andres liv, ingen er det i sit eget.

Dette indlæg endte med at blive en del mere rablende end først tiltænkt. Alligevel føler jeg at en form for visdom er sivet ud i verden, og på den måde er det fint. Det er ihvertfald mere end jeg turde håbe på.

Nu kunne man jo godt få den idé at jeg opfordrede til selvmord, men det er langt fra tilfældet. Personligt har jeg derimod denne holdning; det der venter hinsides livet er komplet uforståeligt. Sandsynligvis er det bare et ingenting. Måske er den væren-i-verden jeg nu nyder, den eneste væren jeg nogensinde kommer til at opleve. Man kan lige så godt leve så længe omstændighederne tillader det, og se hvad der sker i løbet af ens korte liv.
Med frygt for at lyde som de røster jeg selv kritiserer, vil jeg sige at selvmord er en dårlig idé. Selve det at være til, er en unik tilstand man kan nyde. Om man så hader det, om det så er fyldt med smerte og afsavn, er det dog slet og ret stadig at være til.

På et tidspunkt er det slut, og man må lade tomrummet skylle ind over sin sjæl, og opløse den til ingenting. Med værdighed, ikke frygt, skal man en dag blive til det rene nul.

*At kalde døden en tilstand er en misforståelse i sig selv. Døden er lige præcis manglen på tilstande af enhver art.

Note:
Jeg har det næsten som om jeg blev fanget i den fælde jeg lige havde afmonteret. Det kom næsten til at lyde som om jeg selv mente at man skulle klynge sig til livet, hvilket var det jeg forsøgte at kritisere.
Det skyldes slet og ret, at jeg ikke mente det var forsvareligt, at komme med et statement som “man skal begå selvmord hvis man har lyst”. Grunden til dette er, at jeg slet ikke mener man kan skære det over én kam på den måde. Jeg kan ærlig talt ikke gøre mig til herre over alle sjæle, og vide hvad der er bedst til alle. Så, ak ja, jeg ender i konformitetens bløde lædersofaer, og siger det samme som alle andre. Kierkegaard har sikkert et passende citat til denne situation…