Lacan siger: Mange ton Dasein (æd din tilstedeværelse)
Jeg siger: æd dine lektier, æd dit ansvar, æd dit politiske parti og din musiksmag, æd dit køn og æd din familie.
Bare æd hele verden.
Internaliser dem, og overgå den absurde hvisken de byder din bevidstheds øre.
Verden er ikke absurd, men det var meningen den skulle have været det, ved præ-struktureringen.
Jo mere jeg tænker over dette udsagn, jo mere sandt forekommer det mig at være. Her sidder jeg, kiggende ud af vinduet, betragtende verden og indseende, at her findes en afgjort ikke-absurditet.
Man kan mærke det. Det er næsten som om universet sitrer, skælver, på grund af den manglende kerne af absurditet, der burde have været til. Den manglende skrue, tårnets sidste mursten.
Men nej, verden er ikke absurd. Der er forklaringer på alt. Årsagssammenhænge der strækker sig ind og ud af præ-strukturen, fra den lolistiske Spaßgeist tågede dybder, til den materielle post-verden der tegner sig for vores bedrageriske hjerners åsyn.
Måske kunne verden have været absurd. Det var jo, selvsagt, meningen at den skulle det. Spørgsmålet er således hvorfor den ikke blev det. Spaßgeisten muligvis. Eller værre endnu, denne radikale tanke der springer fra præ-strukturen ind i mit falske sind; Spaßgeisten er også under indflydelse af radiusattituderne, og vi er under indflydelse af den attitude den udsender?
Hvis dette var sådan, er verdens materialitet så gennemsyret af denne ånds attitude, således at en dybere sammenhæng eksisterer på en uerkendelig måde, der gør at alting bliver (med det eneste passende udtryk) SKEWERED?!
Universets skævvridning, som resultat af absurditetens konstante tøven. Dens ufrivillige tøven, der holder den hen i præ-strukturens metaforiske kæder. Som et barn der aldrig blev født, og heller aldrig skulle have været det, men hvor man mærker det mangler i ens arme.
Først og fremmest er jeg enig med dit indlæg. Vi er efterhånden også stærkt ramt af radiusattituderne. Logik hører bedst hjemme i matematikken, hvor den giver mening at bruge, da man har opfundet konkret betydende tegn, som i deres definition giver mening at benytte som sande eller falske i forbindelse med hinanden. Så snart at man prøve at slutte logisk om et empirisk udsagn, da er man allerede tabt af sprogets natur og nu, ud fra dit indlæg, burde man heller ikke prøve.
Jeg syntes det mest interessante i oplægget var delen om universel logik. For min forståelse af logik er som et biologisk biprodukt.Det er i bund og grund spøjst, at naturvidenskaben peger mod en næsten platonisk idé som grundlag for dens tankeudbredelse. Du skriver at det er arrogant at bruge logikken til at gennemskue omverdenen mht. at koble hjernen op på en universel logik, som ligesom tænker det hele for os. Det er jeg stort set enig i. Men det jeg vil tale om her et logik som grobund for rationalet.
Antag at du skal bestemme næste sted Danmark skal bombe is med en F16. Du får to mål: En våbenlager eller en øde vej. Jeg tror du ville vælge våbenlageret. Hvorfor? Fordi det giver bedst mening at bruge bomben på at ødelægge deres styrke mest muligt. Men dette bygger jo på et rationale af en masse logiske sammenslutninger om, som siger, at IS har brug for deres våben til at dræbe os og så videre.
Her begynder jeg mig at fælde mig selv: Hvor går grænsen mellem logik, fornuft og rationale? Jeg fortsætter med viden om at jeg måske prøve at forsvare logik men ender med at forsvare rationale/fornuft.
Tilbage til logik som biologisk biprodukt med ovenstående bombebeslutning i mente. Mennesket er uden tvivl et biologisk væsen, som er skarp tilpasset sig de fysiske forudsætninger i verden. Vi lever i en eller anden form for fysisk virkelighed, som vores hjerner dubber over. Er det arrogant at forestille sig, at logikken er en utrolig simpel biologisk tankemåde, som læner sig op ad biologiens registrering af den fysiske virkelighed? Er logikken, på trods af at den er utrolig dårligt formuleret som stort tankesystem, ikke en bevægelse mod vores registrering af denne fysiske virkelighed? 2 appelsiner. Blåt hav. Skubber den derhen og sker dette. Knogle gør ondt på mig. Gør ondt på andre? 2 fisk mætter mere end 1 fisk og så videre.
Så hvis man antager logikken som værende en slags fysisk forståelse af den pre-refleksive livsverden smittet af i sproget. Kan man så overhovedet slippe uden om den? Kunne man tage valget om IS-bombningen uden logik? Og kan arrogancen ved logikken ikke forsvares ved det fælles biologiske element?
Jeg syntes dette åbner noget jeg spekulerer meget på: Forholdet mellem subjektiviteten og den fysiske virkelig, biologien som mediator og sproget som fucker det hele op. Men Oliver jeg elsker virkelig din ting med at fastholde at subjektiviteten er det vigtige for mennesket (etik). Jeg husker dengang du sagde at computere ikke tænker. Det med at være varsom med at pådutte menneskelige ting nedover ting, som ikke kan blandes med det. Som f.eks. etik og logik. Det interessante vil aldrig være logikken. Det er forladt for subjektivitet. Ligesom computeren.
Jeg tænker somme tider på logik. Spekulerer på hvad det er. Hvad logik som koncept skal betyde. Hvor det kan og ikke kan anvendes. Hvor det kommer fra.
Er logik i virkeligheden bare et fancy ord for årsagssammenhæng? I hvilke sammen hænge bruger man ellers logik? Er det grundlæggende koncept ikke bare ‘Fordi A eksisterer, er det kun logisk at B må være til’?
Eksempelvis; hvis der er honning må der også være bier.
Jeg er i oprigtig tvivl om hvad logik er, andet end det.
Her må jeg erklærer mig enig med Hume, når han siger at de årsagssammenhænge vi ser, kun er produkter af vores forestillinger om hvordan ting hænger sammen, baseret på de vaner vi har. Altså; ‘alle tidligere gange jeg har set honning. er det blevet produceret af bier, derfor må denne specifikke honning ligeledes være det. Alt andet er umuligt.’ Kunne man sige.
Der er skrevet bøger i flere århundreder om hvorfor det ikke er tilfældet at A nødvendigvis må føre til B. For at komme med et banalt eksempel, er det ikke usandsynligt at syntetisk honning kunne blive produceret, således at bier ikke var involveret.
Men er dette logik? Den logik jeg taler om her, er jo kun den der ses ud fra et individs synspunkt. Det vil sige, en person tvinger sin egen logik ned over verden.
Her ville logikere måske være uenig med mig, og påstå at logik er en ting der eksisterer uafhængigt af vores opfattelse af den, og sandsynligvis lukke et eller andet bavl ud om at ‘verden ville også fungere logisk, helt ned i sine grundlæggende bestanddele, hvis ikke mennesker var der til at observere den’.
Ja ok, fair nok, det kan sgu da godt være at verden ville eksisterer og operere på én eller anden måde, selv hvis mennesker ikke eksisterede. Men det er ikke det vi skal tale om. Vi skal tale om den arrogance der (selvfølgelig antaget totalt på deres præmisser at logikken er der i forvejen) ligger i at forestille sig at man som menneske kan gennemskue og forstå denne såkaldte ‘universelle logik’ kun baseret på de utilstrækkelige observationer man gør sig af sin omverden. I sidste ende er vi fanget med vores egne idéer om hvordan og hvorledes.
Dette er et af de mest åbenlyse problemer med logik. Der er ingen der ved hvad det er, eller hvordan det adskiller sig fra individuelle forestillinger om årsagssammenhænge.
Dette gør det især spøjst at læse science-fiction bøger, eller se film, hvori det om en robot påstås at den handler ‘totalt logisk’. Den må lige meget hvad handle subjektivt, da den er blevet designet af et individ, og da dette individ har bestemt hvad logik er for denne robot. Det er blot ikke robottens egen subjektivitet den handler på, men dens skabers. Et sidespring.
Næste store problem med logik opstår når man så prøver at bygge systemer op omkring det. Som allerede vist, er logik som koncept i bedste tilfælde fejlfuldt. Men lad os nu, idealistisk og nærmest idiotisk, antage at logik som et koncept eksisterede. Det vil sige, at man baserede på nogle observationer kunne lave nøgterne, følelsesfrie og objektive vurderinger af en situation, samt hvilke fremgangsmåder der var de bedst mulige. Her kommer logikkens ultimative downfall. Det er nemlig ikke i noget som helst ordentligt menneskes interesse at have noget som helst samfund, nogen som helst ideologi, eller nogen som helst handlingsplan baseret udelukkende på logik.
Logik kan, for eksempel, på ingen måde finde et problem i dyremishandling.
Hvad er det såkaldt logiske argument mod dyremishandling?
Lige meget hvad, vil logikken være baseret på et tomrum af ikke-logik.
For eksempel kunne man sige ‘Det er dårligt når dyr lider, derfor er det kun logisk at dyremishandling er en skidt ting’. En sådan dom må nødvendigvis være baseret på denne ikke-logisk funderede påstand at det er uønskeligt at dyr lider. På ingen måde kan dette 100% logisk argumenteres for. Når man dykker dybere og dybere ned i systemet, vil der lige meget hvad være et element der har en ikke-logisk kerne.
Jeg udfordrer hvem som helst til at fremlægge for mig en etik baseret udelukkende på logik, hvori mennesker og dyr skal behandles respektfuldt og med minimal last.
De eneste udgaver af en sådan etik jeg kan finde på, er langt ude science-fiction scenarier hvor alverdens antagelser er på spil.
Derfor påstår jeg, at enhver ønskelig, menneskelig tankegang, må være baseret på ikke-logik. Fuldt og fast på god gammeldags menneskelig ikke-logik. Den slags man ser hos Rabelais, næsten, hvor det han kalder logik og fornuft, er totalt gennemsyret af subjektive domme og forestillinger.
Her den anden dag blev jeg eksempelvis dybt chokeret, da en meget populær kommentar på en Youtube-video, totalt uden omsvøb, argumenterede for at det eneste logiske var at genindføre en racerenhedsdoktrin. Det værste af det hele var, at denne kommentar fandtes på en video der fordømte lige netop eugenik.
Så det jeg siger er; UD med logikken i diskussionen om etik! Etik er en ting for sig, måske det sværeste filosofiske spørgsmål overhovedet. Til dags dato er jeg endnu ikke stødt på et etisk system der ikke havde en eller anden overvejende ulempe. Dette kan måske ses som et tegn på, at etik ikke egner sig til systemtænkning. Præcis som logik ikke gør det.
Den moderne definition på psyken er totaliteten af sindet, bevidstheden og det ubevidste. Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg i det seneste par måneder mærkbart har ændret mig. Sjælen som fylder mit tempel af en krop har ændret sig. Min krop har fået en anden klang. Verden en anden indvirkning. Naturen ser anderledes ud. Jeg mærker og tænker anderledes.
Men hvis man bevæger sig væk fra at bruge noller kategoriseringer som ovenstående totalitet, kognitive skemaer og whatever, så står man tilbage med en masse stort set overladt til en selv.
Det man ikke får fortalt er, at ændringen føles somatisk. Mister en person et ben, ændres personligheden enten ved traumatisk oplevelse eller ved viden om, at man er krøpling. Men det går også den anden vej rundt. Får man idéen i hovedet om at man er syg, da medfører det enorme psykiske fokus også en kropslig bevidsthed, som gør en syg. Den lille, midlertidige smerte i nosserne er ikke længere noget man rynker på næsen af. Det bliver et symptom på noget større. Tænk at jeg skulle mærke dette for endelig at forstå, sådan affektivt, at f.eks. angst og stress symptomer udspiller sig på et kropsligt plan. Det er rent Saussure. Men det her underlige skel: Kroppen er – rent fysisk – i min disposition. Psyken flyver over det hele. Kroppen afhænger af psyken. Nu bliver det åbenlyst: Kroppen er også delvist software.
Jeg har tænkt meget over disse størelser og deres afstand til hinanden, og jeg finder rent faktisk Lacans til at være den mest passende: Lacans lille anden og store anden. Den little anden er subjektets refleksion. Den store anden er en abstrakt og symbolsk størrelse, som ikke kan absorberes ved identifikation. Herimellem er der nogle dialektisk systemer som jeg ikke forstår, som åbenbart udspiller sig symptomatisk. Men spørgsmålet er her: Er kroppen så tom?
Biologen vil sige, at kroppen aktivt sender fysiske signaler som eksisterer i højere grad end ikke. Mål selv med et voltmeter. Yogien vil erkende en større følsomhed overfor verden somatisk. Wittgenstein ville nok sige ovenstående spørgsmål er latterligt og slet ingen mening giver. Jeg ved heller ikke hvad jeg prøver at sige nu, men jeg har også sagt det vigtigste.
Det som idioter kalder internalisering af kropsdiskurser. Den psykiske følelses af kropslig tilstedeværelse er ikke dit eget tempel. Kroppen er ikke kun din.
Jeg tror jeg vil sige noget om køn. Jeg vil gå ud fra en ting her. Nemlig at mænd og kvinder fødes næsten ens, og under ens forhold ville udvikle ens psyker. Det er selvfølgelig lidt idealiseret, da totalt ens forhold aldrig ville være mulige. Men lad det nu ligge.
Hvad er så forskellen på mænd og kvinder hvis ikke deres psyker?
Jamen, deres kroppe. Deres kroppe hvori psyken rigtigt nok sidder.
Det jeg gerne vil udfolde her, er en tanke om den krop vi oplever verden igennem, og hvordan dette bestemmer vores personligheds konstituering. Med Pynchons ord: All right.
Min pointe er den her; man møder verden med sin krop, og den måde ens krop er udformet på ændrer mødets karakter. Et par banale eksempler: Store og høje mennesker har en væsentligt anderledes oplevelse af verden end lave og spinkle. Folk med bryster oplever verden anderledes end folk uden. Der er ting det mulig- og umuliggør.
Jeg tænker her ikke kun på den måde andre mennesker opfatter individet på. Det jeg tænker på er det rent fysiske møde med verden og den måde den opleves.
Har man f.eks. en penis oplever man verden på en anden måde end dem uden, og dette er en anderledes oplevelse der ikke kan reduceres til blot at være på grund af de andres blikke. Selv når ingen kigger kan man stadig stå op og tisse. Selv når ingen snakker om en, eller fortæller en noget, kan man stadig onanere.
Det jeg gerne vil pointere er, at vores krop har betydning, ikke kun i kraft af andres opfattelse af den og behandling af den, men på grund af den måde den rent fysisk eksisterer.
Selvfølgelig kommer der oven på dette alle de diskursive betingelser. Det siger sig selv at vi er fanget i uendelige diskurser, men der er dog andet end diskurser. Der er nemlig en ting der bliver subjektiveret af dem, og den ting eksisterer både før og efter diskurserne går totalt agurk på den. Den ting er den fysiske krop.
Så forskellen på forskellige mennesker findes i kulturen ja, men også hos individet selv. Ikke på grund af en eller anden åndsforladt genetisk bestemmelse af personligheden. Men på grund af genernes muliggørelse af en bestemt krop, der så oplever verden på en bestemt måde, så personligheden konstitueres gennem denne.
Jeg tror det her kan udfoldes endnu mere.
Hertil må jeg sige; OG HVAD SÅ?
Forestil dig nu en mand der lever sit daglige liv uden at tænke over hvorvidt frihed nu eksisterer. Han går ned i butikken og betragter udvalget af pebefrugter. Han kan vælge gule eller grønne. Han tager de gule.
Nu springer så en post-strukturalistisk, hegeliansk marxistisk, psykoanalytisk ligspiser frem fra sit skjul bag Rema1000s skraldespande, og gør ham opmærksom på magt og ideologi og hvad ved jeg. Han forklarer ham at han kun valgte den gule på grund af dette og hint. Derudover forklarer han ham at han slet ikke havde et reelt valg, han kunne nemlig ikke gøre andet end at vælge den gule på grund af de betingelser han lever under.
Hvad kan manden da svare andet end ‘og hvad fucking så?’.
Da han stod i butikken og skulle vælge mellem de to, hvad følte han så? Han følte han var i et dilemma, hvor han havde ægte mulighed for at tage den ene eller den anden. Han kunne også have tisset på gulvet. Eller ringet til sin mor og sagt hun var en skovhare fra Nordsverige. Eller kastet sig ud foran en bil. Han har friheden til at gøre hvilken som helst af de ting. Men han vælger en af dem. I det mindste har han en klar sensation af at han har valgt.
Nu fortæller en eller anden charlatan ham så at han ikke kan vælge, og dette fjerner på magisk vis den frihed han havde lige før?
Nu kunne man sige ‘men han havde jo slet ikke nogen frihed lige før!’. Siger hvem? siger du! en helt anden person, totalt uden for hans liv, kiggende ind af vinduet og spekulerende.
Fordi lige meget hvor determineret eller disponeret man er af udefrakommende ting, står man dog alligevel i situationer hvor man skal vælge, og hvor hvad man skal vælge ingenlunde er entydigt. Det er friheden i livet. Det er den at man til hver en tid har kontrol over sit eget legeme. Man kan selv bestemme hvad man siger og hvad man gør, man kan ihvertfald føle at det er sådan det forholder sig. Der er ligemeget hvad den menneskelige faktor af oplevelse. Det er den eksistentialisterne fordyber sig i, og det er åndsvagt at bilde sig selv ind at mennesker kun er som utænkende tandhjul, når det tydeligvis kræver at en tænkende ting overhovedet at få den idé i første omgang. Hvis der er bevidst tanke og bevidst kontrol over et legeme, så må der også være valg, og hvis der er valg, så er der frihed.
Det siger sig selv at de ting man har mest lyst til at gøre, for slet ikke at nævne de ting man overhovedet kommer i tanke om at gøre, er totalt determineret af kultur og ideologi. Men valget består. Jeg er nemlig fri til at tage mit eget liv når som helst. Eller, mindre radikalt, er jeg fri til at blive hjemme i sengen og lade være med at gøre noget af det jeg har lyst til.
Der eksisterer altså en slags frihed, og den kan ikke reduceres ud af et verden med ren teoretisering.
Diskurser og ideologi bærer nemlig ikke sig selv, men bliver båret af bevidste væsner.
(Noget andet er at universets kausalitet gør frihed vanskeligt, men jo mere jeg tænker over det, jo mere bliver jeg i tvivl hvordan)
Kun idioter er liberalister, for de glorificerer frihed. Eksistentialisterne hoppede også på fidusen. Frihed eksisterer kun som ord og platonisk ideal. Det har ingen reel manifestation i livet.
Foucault var den første, som kæmpede mod denne simplistiske idé. Han pointerede, at i alle livets facetter eksisterer der magtkampe. Produkter heraf er uhyre komplekse. Man vælger altså bare ikke som individ frit, for selve udgangspunktet er strukturelt betinget.
Zizek tilbyder også til min påstand med begrebet ideologi. Her er udgangspunktet for handlingen under angreb; denne gang individuelt angreb, for de værdier, som individet har smag for, er produkt af en ideologi, som netop a la Catch-22 virker bedst. Nu er udgangspunktet ikke kun strukturelt betinget, men selve de ting individet balancerer for at vælge, er ideologisk betinget.
Herefter sker der et nedslag i tid og rum, hvor kvantefysiske plausible tilfældigheder i biologisk ensrettede manifestation (hjernen) skaber en kontinuert kvalitativ bevægelse (bevidsthed); Det vi kalder selve handlingen på baggrund af beslutningen.
Frihed eksisterer ikke.
Man kan prøve at kvantificere valgmuligheder, men så bliver man kombinatorisk forvirret. Man kan tillægge uoplagte valg en hermeneutisk-rebelsk betydning, men så bliver man en kliché.
Alligevel så sidder man ned, og man kan vælge at bevæge sig ud til køleskabet eller vente med at tisse. Umiddelbart virker dette som frihed. Men hvorfor er du sulten? Hvorfor skal du tisse? Hvad nu hvis du har ulækkert mad i køleskabet (ideologi), eller slet ikke har mad i køleskabet (social virkelighed), er du da ikke tilbøjelig til at tisse? Eller omvendt? Baggrunden for frihed er altid betinget. Derfor eksisterer der ikke frihed.
Jeg foreslår hermed det græske ord for frihed som konnotativ implicering: Eleutheria.
Eleutheria er den betegnelsen fra den fysiske tilstedeværelse af handlingen på baggrund af den betingede udgangspunkt.
EDIT: Som jeg skrev dette husker jeg det du sagde om retssystem og frihed: Hvis ikke man havde frihed, da kunne man ikke uden videre straffe folk. Måske er det i bedste Foucaultiansk stil en magtspook?
Jeg tror du var inde på noget meget essentielt her den anden dag. Noget jeg føler jeg må undersøge nærmere. Nemlig spørgsmålet om, hvorfor vi, som oplevende bevidstheder, føler os som noget andet. Altså, hvorfor det er som om der er et filter af støj ned over os, der distancerer os fra det vi i udgangspunktet er.
Undskyld forresten at jeg citerer Avril Lavrigne i titlen. Sådan er det bare.
Spørgsmålet, der ihvertfald for mig er svært at formulere i første omgang, lyder altså noget i retning af: Hvis vi er frit oplevende bevidstheder, hvorfor er det så ikke vores umiddelbare oplevelse at vi er det?
Det minder mig om et af Buddhismens “problemer” (uden at gøre mig til ekspert). Nemlig spørgsmålet om hvordan vi nogensinde kom ud af Nirvana, det totale ingenting, og ind i Samsara, begæret og smertens hjul. ‘Hvor gik det galt?’ – er spørgsmålet. Man ser noget af det samme i kristendommen når der spørges om hvorfor alle mennesker ikke bare kan være venner og have det nice 24/7. Her er der dog et svar. Det er noget i retning af “Så, den her fyr Adam…” eller “Ser du, det hele begyndte da Lucifer…”.
Men tilbage til det originale spørgsmål.
Jeg tror svaret skal ligge i vores menneskelighed. Det at vi har en fysisk krop af kød og blod. Ser du, vi bliver jo ikke født ‘færdige’. Vi skal udvikle os i en lang periode af vores liv. Jeg ved ikke alverden om babyer, men jeg vil vove at påstå at de ikke fødes som oplevende bevidstheder, men først bliver det lidt senere. Ihvertfald oplevende bevidstheder på den måde vi selv er det.
Når det nu forholder sig sådan, at vi ikke fødes med en kerne af bevidsthed, men udvikler den, opstår der er enorm mængde problemer. Vi fødes nemlig ind i en verden af lort. Alting er ekstremt kompliceret og krævende. Der er krav fra alle sider, og de enkelt sider der ikke er krav fra overstrømmer med bullshit. Prøv bare at tænd for TV’et.
D-I-S-A-S-T-R-O-U-S.
Det jeg mener er, at vi ikke fødes som de oplevende bevidstheder vi er, men bliver det, og at resterne af de vi var før vejer tungt på os. Ligesom ulven fra eventyret om Rødhætte. Selv hvis den formåede at kæmpe sig op af floden, og selv om den fortrød alle sine ugerninger og blev blid som et lam, ville den stadig have en mave fyldt med sten.
Jeg mener det er sådan det er. Måske.
Vi har svært ved at frakæmpe os vores mekaniske, kødelige, rigide væren-i-verden, og omfavne vores sande væren, nemlig det at vi blot er bevidsthed.
Måske er det selvmodsigende det jeg siger. Måske er det helt forkert. Måske er vi virkelig tanker uden en tænker. Måske er det som Rene Descartes forestiller sig, og vi er bevidstheder og tanker der aldrig kan vide hvad der tænker eller hvor grænsen mellem tanke og verden går.
Der findes ikke nogen oplysning,
der findes kun endeløs galskab.
Der findes ikke noget der er det at være oplyst,
der findes kun galskab i uendelig udstrækning.
hurulazek 